Pia Callesen


Metakognitiv metode – en forskningsbaseret ny tilgang til forståelse og håndtering af stress!CEKTOS_19A (2)

Aldrig har samfundet haft så meget fokus på forebyggelse og behandling af stress og alligevel lider flere og flere danskere af problemet. Noget er helt galt i vores traditionelle forståelse og løsninger. Vi har brug for forandring! I sit højst aktuelle og tankevækkende foredrag fortæller psykolog og specialist i psykoterapi, Pia Callesen, hvordan vi selv kan påvirke og kontrollere psykisk stress med en ny tilgang kaldet metakognitiv terapi. Her lærer vi at styre drivkraften for stressen: Over-håndtering af vores tanker. Vi kan lære at styre denne tankeproces – og derved undgå invaliderende stress og sygemelding.

På sundhedskonferencen vil Pia Callesen med afsæt i egen og andres nyeste forskning, fortælle om stress og psykiske lidelser samt komme med gode råd og brugbare konkrete værktøjer til fagprofessionelle til glæde for patienter, klienter, kolleger og privat.

 

Pia Callesen

Pia Callesen er uddannet psykolog fra University of Wales, Bangor (2000) og Københavns Universitet (2003) med videreuddannelse i kognitiv og metakognitiv terapi. Hun har som den eneste psykolog bosiddende i Danmark gennemført den 2-årige MCT-Institute metakognitive certificeringsuddannelse og derudover den 1-årige Advanced Level II-overbygningsuddannelse ved metodens grundlæggere, professor Adrian Wells ved Manchester University (UK) og professor Hans Nordahl ved Trondheim Universitet (NO).

Derudover er Pia Callesen doktor ved Manchester University, efter at hun i efteråret 2016 færdiggjorde sin PhD-afhandling med forskning i effekten af metakognitiv depressionsbehandling i forhold til traditionel kognitiv adfærdsterapeutisk behandling. Pia Callesen er også klinikchef og indehaver af CEKTOS – Center for Kognitiv og Metakognitiv Terapi i København, Næstved og Hellerup. Pia Callesen er autoriseret og specialist i Psykoterapi inden for kognitiv terapi og opdaterer sig løbende inden for de nyeste evidensbaserede tilgange inden for alle psykiske lidelser. Deraf indgår den nyeste viden og forskning også altid i Pias foredrag om psykologi.

I maj 2017 udkom Pia Callesens bog Lev mere tænk mindre – Drop grublerierne og slip fri af nedtrykthed og depression med metakognitiv terapi (Politikens Forlag). Bogen, såvel som Pias foredrag, introducerer en række mennesker, som alle har overvundet depressionen ved hjælp af metakognitiv terapi ved at lære at identificere de tanker, der trigger vores bekymringer samt via konkrete øvelser blive bedre til at håndtere og begrænse vores negative tanker, så vi ikke kun overvinder, men også afvikler depressionen.

Pia Callesen medvirkede ved Sundhedskonferencen 2017 Jylland og 2018 Sjælland